Eutanasi (Aktion T4)

Nationalsocialisternes eutanasi-program endte med at udsætte flere end 350 000 mennesker for tvungen sterilisation. Op mod 6 000 kvinder og ca. 600 mænd døde, som et resultat af steriliseringen.
I samme periode oprettede NS et hemmeligt program kaldet T4, hvis primære mål var at ombringe (tysk umbringen) “uværdige” liv. Mere end 300 000 børn og voksne blev ofre for T4s effektive drabsmetoder.

Foredraget bringer dig tættere på de mænd og kvinder, som iklædt hvide kitler, hjalp dig ind i gaskammeret eller gav dig en dødelig sprøjte. Hen imod slutningen af Anden Verdenskrig var der flere tilfælde, hvor voksne, men særligt børn blev isoleret på hospitalerne og sultede til døde.

Den historiske baggrund var grundet i social-Darwinismen; at gode gener overlever og derfor bør de fremelskes. NS løftede problemstillingen til, at “nogle” liv var uværdige. F.eks. anså NS’erne, de mange krigsinvalider fra Første Verdenskrig som en økonomisk byrde. “Ballastexistensen“!

Foredraget berører kort Danmarks rolle ift. eutanasien og tvangssterilisationen af danskere mellem 1929 og 1967.

Neues Volk var et månedsmagasin fra NSDAPs afdeling for racepolitik

Her kommer en historie om to professorer og en ung pige
Brandenburg-Görden statshospital blev fra 1938 ledet af Professor Dr med. Hans Heinze. Hans spillede en central rolle i alle faserne omkring mord på patienter. I forhold til hans egne ambitioner fik han, med hjælp fra organisationen T4, oprettet et center som blandt andre projekter forskede i medicinsk aflivning.

Professor Dr med. Julius Hallervorden (1882-1965) var medlem af NS (partiet) og forskede i histopatologi og dissekerede hjerner. Julius opnåede i sin karriere at blive Præsident for det stadigt fungerende “German Society for Neuropathology and Neuroanatomy”.

Heilanstalt Schönbrunn bei Dachau. – SS-Foto, 16.02.1934

Elisabeth Jarosch blev født i 1925. Som barn flyttede hun sammen med sine forældre til Berlin, hvor hendes far fik arbejde i metalindustrien. Ægteskabet holdt ikke og Elisabeth levede midlertidigt hos en tante. Efter hendes første skoleår, blev hun flyttet til en skole for børn med indlæringsproblemer for til sidst at blive afskåret permanent fra undervisning. I 1935 blev det iøjnefaldende, rastløse barn, som også havde ukontrollerede, gestikulerende bevægelser undersøgt flere gange. Da man ikke kunne bestemme en sikker diagnose blev hun overflyttet til Potsdam Statshospital. Der konkluderede lægerne af hun led af en organisk hjernelidelse!

Julius Hallervorden og Hans Heinze havde fælles interesser i at udnytte de muligheder der lå i eutanasien.

Elisabeth Jarosch blev i 1936 som 11-årig, overflyttet til Brandenburg-Görden statshospital. Hendes uafbrudte behov for at bevæge sig rundt, samt de afvigende bevægelser var accepteret, og hun passede godt ind i det institutionelle liv. Hun var en venlig pige og viste også ømhed over for de andre børn.
I løbet af 1937, noterede hendes læge det at der er huller i hendes udvikling. Hendes manglende evne til at kommunikere godt blev særligt understreget.
Grundet hendes uafklarede adfærd blev hun en interessant sag for videnskaben.

Som bekendt blev Hans Heinze i 1938, leder af det hospital hvor Elisabeth Jarosch gik ubehandlet rundt.

Julius Hallervorden havde travlt med at dissekere hjerner og var blevet bekendt med, T4s myrderier af patienter. Derfor udfærdige Julius sammen med Hans lister over interessante børn.

Elisabeth Jarosch fulgtes den 28. oktober 1940, sammen med ca. 50 andre børn i den femte og sidste transport fra Brandenburg-Görden statshospital. Elisabeth bliver gasset sammen med de 50 andre børn, hvorefter deres hjerner blev udtaget. Kroppene blev eftefølgende tilintetgjort i krematorieovne og asken, der var en blanding af ofrene blev fordelt i urner. Elisabeth Jarosch hjerne blev sendt til instituttet for “Brain Research of the Kaiser Wilhelm Society” i Berlin-Buch. Elisabeth’s moder eller hendes tante modtog højst sandsynligt en urne og to kondolancebreve.

Efter krigen fandt man 40 hjerne-udskæringer fra børn i Julius Hallervordens bolig. Han har senere, adspurgt omkring sin deltagelse i eutanasien, udtalt “Hør her nu, drenge. Hvis du vil dræbe alle disse mennesker, skal du i det mindste tage hjernen ud, så materialet kan bruges.” De spurgte mig: “Hvor mange kan du undersøge?” og så fortalte jeg dem … jo flere desto bedre.

Elisabeth Jarosch blev 15 år.

Foredraget varer typisk 1,5 timer dertil en 1/2 times debat.